10/11 2022: Når de døde spiller op

Drømmekoncert: Hør historiens største organist, Edwin Henry Lemare, som om han selv sad ved orglet.

Har du nogensinde drømt om at høre historiens absolut mest berømte organist – Edwin Henry Lemare (1865-1934)? Nu har du en helt enestående chance for at høre ham til Aarhus Symfoniske Orgelfestival på trods af, at han har været død siden 1934.

Edwin Henry Lemare var så berømt og berejst, at han krydsede Atlanterhavet 51 gange med dampskib, kun ved et lykketræf ikke var ombord på Titanic, spillede for 150.000 mennesker i en koncertsæson, fik sit privatliv udpenslet i tabloidpressen og ikke mindst var den første musiker overhovedet, der fik lov til at opføre Richard Wagners Parsifal udenfor Bayreuth af Cosima Wagner selv. I 1917 var han den højest betalte musiker i verden foruden enkelte af de italienske operasangere. Da han var ansat i San Francisco fik han ti gange så meget i løn som borgmesteren i byen og boede fast på et af byens bedste hoteller.

Museet “Museum für Musikautomaten” i Seewen i Schweiz råder over mere end 1500 orgelrulleindspilninger med nogle af periodens største organister. Disse orgelruller er blevet digitaliseret og kan derfor afspilles på orgler med indbygget MIDI. Det har orglet i Symfonisk Sal i Aarhus, og Aarhus Symfoniske Orgelfestival har helt ekstraordinært fået tilladelse til at bruge nogle af disse indspilninger med Edwin Henry Lemare.

Så derfor venter der publikum en af de mest spektakulære koncerter med alle tiders største og mest berømte organist, Edwin Henry Lemare, godt hjulpet af idémand og registrant Lars Rosenlund Nørremark.

PROGRAM
Hør organisten Edwin Henry Lemares indspilninger fra 1913:

Charles Gounod (1818-1893): Die Königin von Saba – Marsch und Cortége*
Alexandre Guilmant (1837-1911): Trauermarsch und Seraphs Hymne (op. 17)
Camille Saint-Säens: (1835-1921): Danse macabre*
Bernhard Johnson (1868-1935): Elfentanz
Edwin H. Lemare (1865-1934): Improvisation: ”Einführung von Glocken- und Harfeneffekten”
Richard Wagner (1813-1883): Götterdämmerung: Trauermarch*
Richard Wagner: Die Meistersinger von Nürnberg: Ouverture*

*arr. Edwin H. Lemare

TID OG STED
Torsdag 10. november 2022 kl. 21.30
Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Thomas Jensens Allé 2
8000 Aarhus

MEDVIRKENDE
Edwin Henry Lemare via orgelruller indspillet i 1913
Lars Rosenlund Nørremark, vært, registrant og idémand

BILLETTER
100 kr. – eller gratis adgang med billet til den forudgående symfonikoncert