Få en orgeloplevelse ud over det sædvanlige og kom helt tæt på organisterne bag festivalen.
Til denne koncert kan du høre selve Aarhus Symfoniske Orgelfestival – eller i hvert fald nogle af de musikalske drivkræfter bag festivalen. Organister fra festivalens bestyrelse spiller nemlig koncert sammen – og i år mener de det bogstaveligt: I to af værkerne slutter de fire organister sig sammen i musik for hele fire orgler. “Bachs koncert for fire cembali efter Vivaldis koncert for fire violiner fra L’estro Armonico var et oplagt valg at spille i selskab med et til lejligheden indkaldt hold af strygere,” fortæller bestyrelsesformand Ulrik Spang-Hanssen. “Ligeledes egner Philip Glass’ Mad Rush sig eminent til en kvadrofonisk udgave for fire orgler.” Fællesværkerne bliver suppleret med vores egen Ib Nørholms Forespørgsler og overtalelser, og endelig spiller domorganist, professor Kristian Krogsøe Johann Sebastian Bachs Sinfonia fra kantate 146.
Koncerten spilles i Vor Frue Kirke
OM SOLISTERNE:
Anders Gaden har været organist i mere end 25 år ved Helligåndskirken i Aarhus. Han er uddannet på det Jyske Musikkonservatorium i 1995 og har deltaget i mesterkurser hos prof. Anders Bondemann, prof. Mikael Radulescu, Nigel Allcoat med flere. Anders Gaden har 20 års erfaring som underviser i orgel og korledelse ved Vestervig Kirkemusikskole og er en flittig koncertudøver både på orgelet og som dirigent for Det Ny Kammerkor.
Kristian Krogsøe er domorganist ved Aarhus Domkirke og professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt international orgelsolist. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med kirkemusikalsk diplomeksamen i 2006 som elev af prof. Ulrik Spang-Hanssen og Christian Præstholm. I foråret 2009 afsluttede han med karakteren “summa cum laude” 3 års studier i solistklassen på Universität der Künste i Berlin som elev af prof. Leo van Doeselaar og Erwin Wiersinga. Desuden studier i improvisation ved Dirk Elsemann. I 2007 havde han sin officielle debut – ligeledes i Berliner Dom – og har siden givet koncerter i bl.a. England, Schweiz, Israel, Skotland, Irland og Holland – og i Berlin som orgelsolist på Berliner Staatsoper i Busonis “Doktor Faust” med Berliner Staatskapelle under ledelse af Daniel Barenboim.
Ulrik Spang-Hanssen er tidligere professor i orgel på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han begyndte sin virksomhed som organist ved Sct. Pauls Kirke i Hadsten, men slog efter en årrække ved Vor Frue Kirke i Assens ind på en undervisningskarriere. Han har haft en omfattende koncertvirksomhed på flere kontinenter, har indspillet mere end 60 CD’er og ofte været solist med symfoniorkestre. Med en kritikerberømmet indspilning af Diderik Buxtehudes samlede orgelværker slog han i begyndelsen af 90’erne sit navn fast internationalt og har senest vakt opmærksomhed med sin udgave af Händels samlede orgelkoncerter i samarbejde med Randers Kammerorkester og dirigenten David Riddell. Ved siden af sine koncert- og undervisningsaktiviteter er han en ivrig jazzmusiker og forfatter, der også i disse egenskaber har publiceret flittigt.
Vibeke Astner er organist ved Skt. Lukas kirke og leder af Orgelfaggruppen ved Det Jyske Musikkonservatorium. Hun er uddannet koncertsolist ved Conservatorium van Amsterdam og som organist og kantor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Astner optræder ofte som solist og kammermusiker i hele Europa. Hendes otte CD-udgivelser har modtaget flotte anmeldelser i Norden og spilles ofte i P2, og hun er tidligere prisvinder ved P2’s kammermusikkonkurrence. Astner medvirker jævnligt som inspirator, senest ved Nordisk Kirkemusiksymposium 24.
PROGRAM
J.S. Bach: Koncert for 4 cembali BWV 1065, her udsat for 4 orgler
Ib Nørholm: Forespørgsler og overtalelser (1970) v. Ulrik Spang-Hanssen
Johann Sebastian Bach: Sinfonia fra kantate 146 (arr. M. Dupré) v. Kristian Krogsøe
Philip Glass: Mad Rush i en version for 4 orgler
TID OG STED
Lørdag 16. november 2024 kl. 15.00
Vor Frue Kirke
Frue Kirkeplads 3
8000 Aarhus C
MEDVIRKENDE
Anders Gaden, Kristian Krogsøe, Ulrik Spang-Hanssen og Vibeke Astner
BILLETTER
100 kr. – købes ved indgangen