Om orglerne

Ved Aarhus Symfoniske Orgelfestival kan du opleve nogle af landsdelens bedste orgler! Læs mere om de forskellige instrumenters karakter her.

Aarhus Domkirke har Danmarks største og bedste kirkeorgel (89 stemmer) med et fransk symfonisk tilsnit. Orglet er bygget i 1730 og siden udvidet flere gange. Kirken udmærker sig desuden ved dens katedral-akustik med knap 7 sekunders efterklang, som ikke findes magen til i Danmark. Kirken er 800 år gammel, Danmarks længste med sine knap 100 meter og rig på historisk inventar.

Klais-orglet fra 2007 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus er bygget af en af verdens førende specialister i netop koncertsals-orgler, Klais Orgelbau, Bonn. Orglet er i tysk romantisk stil med 47 stemmer, 3 manualer og pedal. Både orglets tekniske opbygning, dets klanglige design, dets effektive crescendovirkninger og det her i landet usædvanligt høje vindtryk gør Klais-orglet til et enestående instrument i den fornemme danske orgelsamling.

Vor Frue Kirkes orgel er oprindeligt bygget i 1963 af Frederiksborg Orgelbyggeri som et typisk dansk kvalitetsorgel. Siden er orglet ombygget af firmaet Marcussen og Søn i 1991 og udvidet med et svelleværk, som tilfører orglet de romantiske klangfarver, og således kan orglet med sine 50 stemmer i dag yde retfærdighed til et alsidigt repertoire. Vor Frue Kirke har en lang koncerttradition. Kirken er hjemsted for Aarhus Bach Selska-b, MUSA og Akademisk Kor Aarhus, og Vor Frue Kirke er således en levende institution i byens musikliv.

I 2012 udvidede man det daværende orgel i Helligåndskirken i Aarhus (bygget af Bruno Christensen og Sønner i 1984) med en digital orgeldel, således at man nu kan tale om et hybridorgel. Dette forøgede de hidtil 19 registre til hele 65. Det betyder først og fremmest en mulighed for at variere orgelspillet på det klanglige og dynamiske felt. Både med de dybest klingende registre til de højeste, ligeledes med rækkevidde fra de svagest klingende stemmer til den største og bredeste klang, som man kan forestille sig. De digitale orgelstemmer er samplede stemmer fra pibeorgler rundt omkring i verden, alle instrumenter skabt af de mest berømte orgelbyggere.

Læs mere om hybridorglet her.

Sct. Pauls Kirkes smukke og velklingende hovedorgel er bygget i 1960 af Marcussen & Søn. Orgelet har 39 stemmer fordelt på Hovedværk, Rygpositiv, Brystværk og Pedalværk.

Orglet er fra slutningen af den såkaldte “Orgelbevægelsesperiode”. Dets karakter er udpræget barokinspireret, og tilhører vel gruppen af de bedste orgler fra den tid. 
I dag fremstår instrumentet noget mildere, mere syngende og mindre skarpt end oprindeligt. Det betyder, at orgelmusik af komponister som Buxtehude, Bach og ikke mindst fransk barokmusik kommer til sin fulde ret på dette særdeles velklingende instrument.