Ved Aarhus Symfoniske Orgelfestival kan du høre orglet i både kirken og koncertsalen – samt opleve nogle af Europas bedste organister. Instrumenternes dronning bliver vist frem fra alle vinkler, og der er ingen ende på de musikalske orgeloplevelser.
2024
Den ottende udgave af Aarhus Symfoniske Orgelfestival præsenterede et spændende udvalg af toppen inden for internationalt orgelspil.
Den officielle åbningskoncert præsenterede naturligvis Aarhus Symfoniorkester, denne gang i samspil med organisten Iveta Apkalna, som blandt meget andet er titulærorganist ved Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet var bl.a. finske Esa-Pekka Salonens Sinfonia Concertante, som med stor succes blev uropført i 2023.
Derudover kunne på festivalen høres en lang række solister fra mange lande, der var mulighed for at opleve den sjældne kombination af orgel og xun – og bestyrelsen trådte som altid selv i karakter med en opførelse af Bachs koncert for 4 cembali, men nu for fire orgler. Ensemble 1585 spillede en koncert med musik af barokkens skæve eksistenser i Helsingør Theater i Den Gamle By. Festivalen bød også på ikke færre end to mesterklasser i Symfonisk Sal og i Skt. Johannes Kirke, og endelig blev de yngre årgange heller ikke glemt: Vi bød som altid velkommen til den stort anlagte familiekoncert med Peter og ulven, balletbørn fra Ballet Akademiet, Aarhus Pigekor – og fortæller og organist Jonas Hellesøe.
2022
I november 2022 afholdt vi festivalen for syvende gang siden den blev skabt i et samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Helligåndskirken og endelig Sct. Pauls Kirke.
Årets åbningskoncert var en forrygende koncert med musik af Tjajkovskij og Liszt. Den virtuose og karismatiske Christian Schmitt var solist i Liszts monumentale “Fantasi og fuga over koralen ‘Ad nos, ad salutarem undam’” – vild, kantet og dybt fascinerende musik, som blev gjort levende i et samarbejde med Aarhus Symfoniorkester.
Vi kunne også præsentere en af Tysklands fremmeste organister, Michael Schönheit. Samuel Kummer er til daglig organist ved Frauenkirche i Dresden, og så er han en fremragende improvisator på orglet og har vundet 1. prisen ved “Concours L’Europe et L’Orgue” i Maastricht. I Vor Frue Kirke kunne du møde norske Anders Eidsten Dahl, og finske Markku Mäkinen gæstede Skt. Lukas Kirke. I Aarhus Domkirke kunne du opleve canadiske Isabelle Demers, hvis virtuose teknik og det faktum, at hun spiller alle sine koncerter fra hukommelsen, sætter hende i en liga for sig. Du kunne også møde bagmændene M/K bag festivalen, der satte hinanden stævne i Helligåndskirken til koncerten “4 organister spiller ud”.
En af de tilbagevendende begivenheder var en koncert med Randers Kammerorkester, der fortsatte sit samarbejde med Ulrik Spang-Hanssen, professor i orgel på Det Jyske Musikkonservatorium. Vi bød også på en koncert med Ensemble 1585, højmesse i Aarhus Domkirke – og den traditionsrige familiekoncert. Det blev fem forrygende og ikke mindst velbesøgte dage i orglets tegn.
2020
I 2020 fejrede Aarhus Symfoniske Orgelfestival 10-årsjubilæum. Festivalen er et samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Helligåndskirken og endelig Sct. Pauls Kirke. Året festival var den sjette i rækken, og jubilæet blev markeret med et par sensationer: Vi kunne således præsentere noget så sjældent som en uropførelse af en orgelsymfoni af en af de mest anerkendte orgelkomponister fra det tyvende århundrede, Gaston Litaize. Endvidere bød vi på noget så sensationelt som en koncert med verdenshistoriens muligvis berømteste organist, afdøde Henry Lemare. Vi kunne også – som sædvanlig – præsentere en række af verdens bedste organister: Ludger Lohmann, Matthias Havinga, Jean-Baptiste Robin, Jens Wollenschläger – og sidst, men ikke mindst: Den trofaste og højst aktive bestyrelse, som præsenterer et særdeles underholdende program i Helligåndskirken. Glemmes skal heller ikke festivalens trofaste samarbejdspartner Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell, som sammen med Ulrik Spang-Hansse og violinvirtuosen Mo Yi spiller musik af Vivaldi i Vor Frue Kirke.
2018
I 2018 afholdt vi den femte udgave af festivalen, som så sin begyndelse i 2010 i anledning af indvielsen af Klais-orglet i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Den har fundet sted hvert andet år siden, og dengang forudså nogen næppe, hvilket omfang festivalen ville få. Det ”symfoniske” i festivalens navn kommer sig af, at den er opstået i et samarbejde med Aarhus Symfoniorkester. Symfoniorkestret bidrog også i 2018 med ikke færre end to store koncerter, hvor der især var grund til at hæfte sig ved uropførelsen af Anders Koppels spritnye Hammondorgelkoncert med komponisten selv som solist. Endvidere var vi fra festivalens side meget glade for samarbejdet med Randers Kammerorkester, der her medvirkede for anden gang. Ved denne festival udvidede vi desuden som noget helt nyt festivalen med et orkester mere – ja, faktisk med et helt operakompagni. Vi samarbejdede nemlig med Det Jyske Musikkonservatorium om en barokopera med indlagte orgelkoncerter i pauserne – præcis som på Händels tid. Og mere symfonisk bliver en orgelfestival vel næppe.
2016
Den fjerde udgave af denne Danmarks største festival for orgelmusik blev afviklet i Musikhuset Aarhus, i Aarhus Domkirke, i Vor Frue Kirke, i Helligåndskirken og i Mariager Kirke foruden – som noget helt nyt – en afstikker til Værket i Randers. Antallet af begivenheder i festivalens regi var større end nogensinde før, og det samme var diversiteten i arrangementerne. Temaet for denne festival var nemlig ’Orgel – og…’. Publikum kunne således opleve orglet i samklang med alskens andre kunstarter og konstellationer. Som noget unikt ved orgelfestivaler i hele verden bød vi nemlig på ikke færre end fem koncerter med orgel og orkester – tre med Aarhus Symfoniorkester og to med Randers Kammerorkester og deres chefdirigent David Riddell. Endvidere kunne store som små orgler opleves sammen med kor, solosang, violin, film, ballet, malerkunst og øl.
2014
Ved denne tredje Symfoniske Orgelfestival inviterede Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Helligåndskirken i Aarhus og Mariager Kirke til 15 koncerter i alt, hvor publikum fik mange og meget forskelligartede oplevelser med orglets rigt nuancerede klang i centrum. De fire år op til festivalen blev der investeret i nye orgler i Østjylland med Mariager Kirkes Aubertin-orgel i 2010, Klais-orglet i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus ligeledes i 2010, Helligåndskirkens Allan-hybridorgel i 2012 og endelig i 2013 med et nyt Eule-orgel på Det Jyske Musikkonservatorium. Alle disse orgler bliver brugt flittigt takket være områdets engagerede organister og et frodigt musikliv både i koncertsal og kirke. Bestyrelsen for orgelfestivalen oplevede ligeledes en enestående interesse fra Fonde og sponsorer, hvilket havde stor betydning for udbredelsen af kendskabet og afviklingen til festivalen. Publikum kunne opleve det helt store orkester- og orgelbrus, udforske orglets univers ved de mange koncerter med fremragende organister og solister samt prøve anderledes intime koncerter ved Eule-orglet, hvor der blev budt på fransk og engelsk poesi, skønne orgeltoner og god rødvin.
2012
Aarhus er en dynamisk og spændende orgelby. Vi har et enestående samarbejde i byens musikliv mellem Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og en række af byens og Østjyllands kirker. Aarhus Symfoniske Orgelfestival 2012 var et godt eksempel på det et enestående samarbejde i byens musikliv mellem Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og en række af byens og Østjyllands kirker, som vi i fællesskab præsenterede ti arrangementer på blot fire dage.
Programmet spændte vidt fra den symfoniske åbningskoncert over recitals med klassiske orgelværker via improvisationskoncert og mesterklasse til familiekoncerten ”Willy og Ulven” med gratis adgang. I 2012 blev kredsen af kirker udvidet med Helligåndskirken i Aarhus, som netop havde taget et nyt spændende hybrid-orgel i brug (et hybrid-orgel er en kombination af et konventionelt og et elektronisk instrument). Temaet i årets festival var Mendelssohn med den 5. symfoni ved åbningskoncerten og med musik og besøg fra to vigtige byer i Mendelssohns liv, Leipzig og Birmingham med to af verdens førende organister Michael Schönheit og Thomas Trotter. Det var en fornem donation på 9 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som i 2010 skabte grundlaget for den første festival med indvielsen af Klais-orglet i Symfonisk Sal. Orglet er siden blevet brugt flittigt af både orkester og konservatorium, og det var meget positivt at opleve den fortsatte udvikling af orgelbyen Aarhus. I 2012 blev Helligåndskirkens nye orgel så indviet, samtidig med at Det Jyske Musikkonservatorium var i gang med projekteringen af et nyt instrument bygget af det tyske orgelbyggerfirma Eule.